Skive - Kolding FC
Søndag 12. september kl. 19.00
 
             -                       

NÆSTE HJEMMEKAMP:
Kolding FC - 
 AGF 
NY DATO 
Onsdag 15. september kl. 19.00  
                     

  SENESTE NYHEDER
Flot spil i sejr over Næsby
24/07-2010 19:13

Efter torsdagens 3-2 sejr over Skovbakken havde Kolding FC-trænerne Kim Fogh og Jens Letort valgt 10 nye spillere i startopstillingen til lørdagens kamp mod Næsby. Kun Gunnar Guillermo Nielsen var genganger, og det var faktisk kun, fordi holdets normale anfører LC Termansen var skadet, så Rune Nautrup måtte rykkes fra højre back og ind i midterforsvaret.

Det var et særdeles veloplagt KFC-hold, der satte sig fint på kampen fra første fløjt. Holdet fandt en fin balance mellem tålmodig boldomgang og pludselige temposkift, hvor især de to unge kanter Lennart Nielsen og Martin Hedeager var en kilde til konstant uro i gæsternes defensiv.

Efter 5 minutter scorede Jonas Halling på et flot langskud, efter at Næsby ikke fik clearet Lennart Nielsens lange indkast. Samme Halling udgjorde i 1.halvleg sammen med Søren Lynge Poulsen en velspillende og godt tacklende midterakse, som fint fik fordelt såvel dybe bolde til Casper Johansen og Justice Erhenede som til de to veloplagte kanter.
To gange inden for de første tyve minutter rev Casper Johansen sig løs og afsluttede fra lidt spidse vinkler, men i begge tilfælde vandt Næsby-keeperen duellen. I det 23.minut gik det dog igen galt for gæsterne, da Kolding FC's Søren Lynge fuldendte kampens smukkeste angreb efter oplæg fra Casper Johansen og tryllerier på højrekanten af Justice og Lennart Nielsen.
Et par minutter senere var Justice igen på spil foran mål, men han overplacerede fra helt fri position sit skud.
Næsby havde et enkelt forsøg i første halvleg, da en hjørnesparksbold blev headet i sidenettet.

I pausen skiftede hjemmeholdet de småskadede Justice og Halling, samt en småsyg Rune Nautrup ud, og på banen kom Daniel Warming, Philip Lund og Yakubu Akilu uden at det ændrede ved Kolding FC's spilstyrende og gennembrudsfarlige stil. Dagens anfører Nick Andersen øgede til 3-0 på et perfekt udført hjørnespark, hvor Gunnar Guillermo var i oplæggerens rolle. Kolding FC havde flere store chancer i de første 25 minutter, bl.a. blev Lennart Nielsens tordenskud reddet på målstregen og samme Nielsen havde en 'direktør' i det 23.minut efter en flot frispilning af Søren Lynge.

I kampens sidste 20 minutter kom Næsby mere med, og flere gange var Nick Ragus farlig på højrekanten, og efter et meget flot gennembrud i KFC's venstreside burde Næsby have reduceret, men tingene gik hjemmeholdets vej, og bolden strøg lige uden om stolpen. Et par minutter før tid kunne genindskiftede Rune Nautrup på Martin Hedeagers flotte forarbejde have øget til 4-0, men gæsterne undgik den helt store lussing.

Cheftræner Jens Letort var meget positiv efter kampen:'Jeg glæder mig meget over, at spillerne hele vejen igennem gør de ting, vi har aftalt. Vi flytter os godt for hinanden, opspilsaftalerne og aftalerne ved standardsituationer overholdes, og alle spillere er interesseret i at få bolden og spille fodbold. Alle vores mål er en direkte konsekvens af de ting, vi har trænet i onsdags og torsdags, og vi spiller til nul, selv om Næsby godt kunne have prikket en enkelt ind. Vi har flow i spillet og skaber et hav af chancer, og så stiller vi altså kun med 5 af de 14 mand over 21 år. Vores nye spillere falder alle godt ind i spillet, så det tegner godt, selv om der i de kommende uger er masser at arbejde med - især i omstillingerne og i det defensive. Jeg vil nødigt fremhæve nogen i dag. Jeg synes, at alle gjorde det meget fornuftigt.'

Næsbys cheftræner Henrik Lehm var en ærlig mand efter kampen: 'Jamen, Kolding spiller da en rigtig god kamp. De spiller bolden flot og hurtigt rundt, og holdet har rykket sig rigtigt meget, siden vi i marts slog dem 1-0. Jeg er faktisk lidt imponeret over deres udvikling. I dele af kampen er vi spillet helt væk, men til sidst får vi faktisk skabt et par meget store chancer, som vi desværre ikke får udnyttet. Vi spiller generelt lidt for flinkt, hvor Kolding i modsætning til os var gode til at lave frispark på de rigtige tidspunkter og steder, og det skal vi selvfølgelig have arbejdet med. Jeg har 7 nye spillere i startopstillingen, og et par stykker er lige kommet fra ferie, så vores normale presspil kom aldrig til at fungere. Der er heldigvis et par uger til turneringsstarten, og vi skal nok få styr på det inden en udfordrende sæsonstart mod Varde og nedrykkerne fra Brabrand venter.'

Matchfakta:

1-0 Jonas Halling (5.min.)
2-0 Søren Lynge Poulsen (23.min.)
3-0 Nick Andersen (47.min.)