Kolding FC har netop indgået en lejeaftale med AC Horsens, således Kolding FC i den kommende halvsæson råder over det 21-årige angrebstalent Casper 'Calle' Johansen, som har spillet 11 officielle ungdomslandskampe med 3 mål til følge. Casper har desuden deltaget i 3 uofficielle U-landskampe.
Casper er i det hele taget en målfarlig herre, som i ungdomsårene altid har været topscorer for Horsens. Derudover har han spillet 34 SAS-liga-kampe og scoret 4 mål.
Om tilgangen udtaler cheftræner Jens Letort:
'Jamen, det er da lidt af et scoop, som klubben har gjort her. Casper Johansen er ung, energisk, topprofessionel og meget målfarlig, så dels passer han godt ind i vores filosofi med at spille med unge spillere, dels udfylder han det hul i angrebet, som er opstået efter, at Jesper Christiansen er skiftet til FC Fredericia. Jeg ser det som en klar win-win-win-situation, hvor vi får en ung klasseangriber og hvor Casper formentlig får masser af spilletid, selvtillid og scoringer i 1.division og på den måde får genstartet og boostet sin karriere, som har haft et lille dyk efter forårets skader og den hårde konkurrence om den sidste angrebsplads ved siden af Gilberto Macena i AC Horsens. Også for AC Horsens er det en fordel, at Casper holdes skarp og udvikler sig yderligere i en stærk og hård 1.division, hvor hver eneste kamp kan være afgørende, frem for i reserveholdsturneringen, hvor der også er dygtige spillere og højt niveau, men næppe det samme pres på holdene og den enkelte spiller. Jeg glæder mig meget over aftalen. Casper bliver et hit i Kolding FC, og nu er der igen kamp om angrebspladserne.'
Casper Johansen starter træningen i dag. Yderligere oplysninger om Casper kan ses på nedenstående link:
http://da.wikipedia.org/wiki/Casper_Johansen