Kolding FC spillede lørdag den næstsidste træningskamp på Fyn, hvor det på en halvfrossen kunstgræsbane blev til et nederlag på 1-0 til Næsby Boldklub fra 2.division.
1.halvleg blev en underholdende affære, hvor begge hold ville lægge et forholdsvis højt pres på modstanderen og samtidigt forsøgte at spille fodbold, når man havde bolden - uden at spillet dog blev flot og flydende for nogen af holdene af den grund. Såvel Næsby som Kolding FC havde dog 3-4 fine gennemspillede angreb i 1.halvleg, men på trods af store chancer til Justice, Lennart og Yakubu lykkedes det ikke gæsterne at komme i front. I den anden ende måtte KFC’s målmand Jens Rinke et par gange rage kastanjerne ud af ilden, og en enkelt gang var Næsby-angriberen bare ikke skarp nok. Umiddelbart før pausen scorede Næsby det, der skulle blive kampens eneste mål. En KFC-forsvarer kiksede en clearing, og Næsby fik hurtigt spillet bolden på venstre kant, hvorfra kantspilleren med en klasseaflevering fandt Næsbys fremstormende topscorer Marc Staal, som sikkert nettede. Kolding FC nåede ikke engang at give bolden op, før der blev fløjtet til pause.
2.halvleg blev lidt mindre velspillet og primært med Kolding FC som det boldbesiddende hold. Det blev til flere gode tilbud, men Næsbys nye målmand Emil Ousager havde en rigtig god dag og fik presset Justice godt ud i siden de to gange, de to stod alene over for hinanden. Gæsternes Nick Andersen havde også en kæmpe hovedstødschance efter et hjørnespark fra Ulrik Pedersen, men for en gang skyld mistimede Nick sit opspring. Næsby har været en uge på træningslejr i Tjekkiet og er ved at have organisationen på banen nogenlunde på plads. Desuden kæmpede Næsby-holdet godt, og selv om de ikke fik de store chancer i 2.halvleg, var spillerne indstillede på at investere i duelspillet og stå sammen som et hold. Det er en rigtig vigtig kompetence at have som hold, når en sejr skal hales i land.
Kolding FC spiller den sidste træningskamp i den kommende weekend. Modstanderen bliver kollegerne fra 1.division, FC Fredericia, som netop er vendt hjem fra et træningsophold i Tyrkiet. Spilletidspunkt og –sted er pga. de vanskelige baneforhold endnu ikke fastlagt. Følg med her på hjemmesiden.